Der blev dyrket hør på de fleste gårde i Danmark, hvor jorden var egnet til det. Der kendes ikke til dyrkning af hør i det vestlige Jylland syd for Limfjorden og de mindst frugtbare dele af Himmerland og Vendsyssel. I disse egne måtte man købe hør eller klare sig med uld. Gårdene var selvforsynende med både tøj og linned, som blev fremstillet af uld fra gårdens får og hør dyrket på marken. I april eller maj måned blev marken sået til af bonden. Hørfrøene skulle sås meget tæt. Jo tættere planterne stod, jo finere blev hørtaverne. Alle på gården hjalp til med arbejdet på hørmarken. Både tjenestekarle, tjenestepiger og børn hjalp med at luge hørren, før den blev for lang. Det tog en hel dag for ti mennesker at luge en tønde land hør, fordi det skulle gøres meget forsigtigt for ikke at ødelægge planterne. Hørren var meget vigtig. En gammel overtro sagde, at man aldrig ville mangle tøj, hvis man altid huskede at hilse på hørmarken, når man gik forbi. Bonden gav tit tjenestepigerne et lille stykke jord til dyrkning af deres egen hør. Det var en del af deres løn.
Bomuld
I løbet af 1800-tallet begyndte Danmark at importere bomuldsvarer fra udlandet. Bomuld er frøhår fra den meterhøje bomuldsbusk, der ofte er en etårig plante. Planten har brug for et klima med seks-syv måneders varme og dyrkes f.eks. i Indien, Kina, Sovjetunionen og USA.