Kvinde sidder og skætter hør. Foto Frode Hansen, Dansk Folkemindesamling
Den næste behandling var skætningen for at frigøre de løsnede fibre. Hørren blev anbragt på en skættefod og med et meget tyndt sværd af træ, skættehånden, blev skæverne slået af. Skæverne var det træagtige i hørrens stængler. Det var kvindearbejde at skætte. Det gav mange armkræfter at svinge skættehånden en hel dag. Kvinderne gjorde det tit i fællesskab og sluttede af med et skættegilde.
Affaldet fra skætningen kaldte man skættefald. Det var en blanding af skæver og lidt fibre. Det blev senere spundet til meget groft linnedgarn og kunne f.eks. bruges til at lave sække af.
De to redskaber, skættehånd og skættefod, var tit meget smukt lavet. De var ofte lavet af en mand som kærestegave til hans kommende hustru. Fra midten af 1800-tallet kom skættemaskiner frem, så arbejdet blev nemmere. Maskinen havde fire træblade. De blev sat i bevægelse ved at dreje på et håndsving. Der kom også skættemaskiner, der blev trukket af heste fra en hesterundgang. Ofte slog flere i landsbyen sig sammen om en sådan maskine. Efterhånden blev behandlingen af hørren overgivet til professionelle hørsvingere, som tog fra landsby til landsby. De havde deres egne maskiner med.
