I alle variationerne indgår træer og blomster. Livstræet har utallige former: naturalistisk som træstamme med grene, stærkt stiliseret palmetteagtigt, plantet i en livsurne eller vase mv. Livstræet er et gammelt sindbillede på skaberkraft og frugtbarhed. Fra den nordiske mytologi kender vi Yggdrasil. Tulipanen er meget brugt i hedebosyning og omtales som hedeboegnens blomst. I tekstilkunsten kendes den fra de persiske udsmykninger og er formentlig blevet omsat til mønstre i barokken i Europa, hvor løgplanter var eksklusive og moderne. Granatæblet blev et yndet motiv i hedebosyning, måske fordi frugten med kerner egnede sig godt til de udtrukne bunde i ”Hvidsøm” og baldyring. Mange af motiverne genfindes i hedebo-bøndernes øvrige tekstiler fx agehynder men også på andre typer af genstande som møbler og træpaneler.