Kvinde hegler hør. Foto Frode Hansen, Dansk Folkemindesamling.
Før hørren kunne spindes, skulle den hegles. At hegle kan sammenlignes med at rede langt hår. Den skættede hør blev redt, så den blev fin og blank. Heglen var et bræt med flere rækker meget spidse jernpigge. ”En hegle” er også blevet brugt til at beskrive en arrig, grov kvinde. Fra hegling stammer også udtrykket “at blive heglet igennem”.
Heglen blev fastgjort til et bord. Først trak man en lok hør gennem en grov hegle. De fibre og skæver, som sad tilbage i den grove hegle, hed blår. Den blev spundet og brugt til f.eks. hverdagstøj. Bagefter brugte man en hegle, hvor tænderne var tyndere og sad tættere. Jo finere hegle, jo finere tråd kunne man spinde. Hvis man trak et par lokker ekstra mange gange gennem den fineste hegle, kunne de spindes til den fineste sytråd. Hedebosyningerne blev kun syet af den allerfineste hør. Den heglede hør blev samlet i lokker, som blev samlet til hørkranse. De blev tit hængt i gårdens øverstue, indtil man skulle spinde. Mange hørkranse var tegn på, at det var en rig gård.
